LISE FRØLUND

Væver.Weaver

vaevelul4

Vævelul. Foto Ole Akhøj

Vævelul

Åbenhedens logiske struktur

“Vævelul” er et eksperiment i åbenhed: En dialog startet fra to meget forskellige standpunkter og udtrykt i to meget forskellige medier. Hanne Raffnsøes sang og Lise Frølunds vævninger prøver her at få hinanden i tale. Drivkraften i projektet er nysgerrighed overfor det uprøvede og lysten til at udforske muligheder langt fra eget medies udgangspunkt.

I Sandhed og Metode skriver filosoffen Hans-Georg Gadamer, at åbenhed har ”spørgsmålets struktur”: ”[H]vis en samtale skal åbne op for en sag, er det nødvendigt, at spørgsmålet har brudt sagen op”. Kunsten at spørge er derfor ”kunsten at tænke” – en dialektisk udforskningsform som kan ændre både den spørgende og den svarende. Forståelse, skriver Gadamer, er altid ”mere end blot rekonstruktion af en fremmed mening”. Nye meningsmuligheder åbnes af spørgsmålet og ”hermed indgår det meningsfulde i ens egen menen”.

 

Lad vævens bindinger synge og lad sangen få fysisk form

Udgangspunktet for Vævelul var også et spørgsmål, eller rettere en række spørgsmål, som skulle sætte tanke- og udviklingsprocessen i gang. “Kan vi give sangen krop?” spurgte sangeren. “Kan vi få væven til at synge?” spurgte væveren. Og sammen spurgte de: “Kan vi skabe et kunstnerisk interessant resultat, som også er forståeligt for andre? Kan væven og sangen oversættes til hinandens sprog?

De startede hver med at komme med et ’udsagn’ til den anden. Hanne Raffnsøe komponerede en vuggevise og Lise Frølund vævede to billedtæpper på en digital enkelttrådsstyret væv.

 

Væven er computerens mor

Da Joseph Marie Jacquard opfandt jacquard-væven i 1801, skabte han et binært hulkortssystem, et system som også er grundlaget for vores digitale medier. Dette binære system er det fælles ståsted for Hanne Raffnsøes og Lise Frølunds eksperiment. Digital indspilning af musik og udviklingen af den enkelttrådsstyrende væv gør tæpperne afspillelige og sangen vævelig,når IT-ingeniør Anna Buskgaards program har rettet formaterne til.

Interessen i hele fænomenet afkodning, oversættelse og identitet tog form for Lise Frølund i San Fransisco lufthavn. I afrejseterminalen blev passets data, et nyoptaget fotografi og to pegefingres aftryk udskrevet som prikkode. Det var en hemmelig skrift, som krævede oversættelse. Hvad mon der også stod? Hvor meget af den rejsendes identitet indeholdt den? Ville den kunne afkodes og udtrykkes i forskellige medier?

 

Forventningshorisont

Som Gadamer skriver, har ethvert spørgsmål og enhver dialog en forventningshorisont. For Hanne Raffnsøe og Lise Frølund var ønsket at skabe en oversættelsesproces, hvorigennem sangens foranderlighed – toneskift, for eksempel – ville kunne blive visualiseret i vævningerne, og hvor vævningernes forskellige struktur og visuelle udtryk ville blive til hørbart forskellig musik.

Det lykkedes ikke. I stedet foregår Væveluls dialog på grundstrukturens plan. Kipperens melodi kan aflæses af computeren og spilledåsen, men ikke af det menneskelige øje. De mere komplekse vævebindinger ligger som grundelementer i Hanne Raffnsøes kompositioner – ikke som melodi, men som et lag i musikkens lydbillede. Og ligeledes kan Hanne Raffnsøes vuggevise afspilles fra 33 babytæppers grundstruktur, ikke fra de menneskeligt aflæselige tegn, såsom farve, motiv osv.

Deres fælles proces har altså skabt et nyt udgangspunkt for videre udforskning. Væven og sangen har fælles sprog – det konkluderede de – nemlig enbinærtalkode, som grafisk kan fremstå som sorte kvadrater på hvidt papir. Aflæses en sådan prikkode på Lise Frølunds og Hanne Raffnsøes aflæsere, en væv og en musikafspiller, bliver den henholdsvis til et stykke tekstil og en lydsekvens. Hvad kunne den ikke blive til i en anden aflæser? Eller hvis koden forvrænges, blækket løber ud? Der er mange mulige veje at følge i det videre eksperiment.

Den åbenhed som startede processen bliver dermed ved med at være dens overordnede princip. For som Gadamer noterer, er en autentisk dialog fundamentalt forandrende for dialogpartnerne:

At komme til forståelse i samtalen er ikke blot at spille sig ud og sætte sit eget standpunkt igennem, men en forvandling henimod det fælles, hvor man ikke forbliver, hvad man var.

Gro Frølund, ph.d.

Kilde: Hans-Georg Gadamer, Sandhed og Metode, 1. udgave 1. oplag, oversat af Arne Jørgensen, Systime Academic, 2004.

 

© Hanne Raffnsøe

 

Lullaloom

The logical structure of openness

Lullaloom is an experiment in openness: a dialogue emerging from very different standpoints and expressed in two vastly different media. The songs of Hanne Raffnsøe and the weavings of Lise Frølund search, here, for ways to communicate. The driving force of the project is curiosity regarding what is untested and a desire to explore possibilities far from the basis of one’s own media.

In Truth and Method the philosopher Hans-Georg Gadamer notes that openness has the “structure of a question:” “[d]iscourse that is intended to reveal something requires that that thing be opened up by the question.” The art of asking questions is therefore the “art of thinking” – a dialectic form of exploration which can transform the person asking as well as the person answering the question. Understanding, Gadamer writes, is always “more than the mere recreation of someone else’s meaning.” Asking a question opens up possibilities of meaning and thus “what is meaningful passes into one’s own thinking on the subject.”

 

Let the weaves sing and the song take physical form

The starting point for Lullaloom was also a question, or rather a series of questions, meant to start the process of thinking and development. “Can we give body to the song?” asked the singer. “Can we make the loom sing?” asked the weaver. And together they asked: “can we create a creatively interesting product which is also intelligible for others? Can the loom and the song be translated into each others’ languages?”

Each artist started with a ‘statement’ to the other. Hanne Raffnsøe composed a lullaby and Lise Frølund wove a tapestry on a single thread controller.

 

The loom as the mother of all computers

When Joseph Marie Jacquard invented the jacquard loom in 1801 he created a system of binary punch cards which also underlies our modern digital media. This binary system is the common denominator for Hanne Raffnsøe and Lise Frølund’s experiment. The digital recording of music and the development of the single thread controller make the tapestries playable and the songs weavable when IT engineer Anna Buskgaard’s program has adjusted the formats.

Lise Frølund’s interest in the phenomenon of decoding, translation and identity began to take form in San Francisco airport. In the departure lounge her passport data, a new photograph and two index finger prints were all amalgamated into a black and white binary code. It was secret writing which required translation. What, she wondered, did it also say? How much of the traveller’s identity did it contain? Could it be decoded and expressed in other media?

 

Horizon of expectation

As Gadamer argues, each question and every dialogue has a horizon of expectation. For Hanne Raffnsøe and Lise Frølund, it was the desire to create a process of translation through which the changeability of song – changes of tone, for example – would be visualised in the weavings. Equally, too, the various structures and visual expressions would register as noticeably different music.

In this, they did not succeed. Instead, Lullaloom’s dialogue takes place at the level of structure. The melody produced by the twill weave can be read by computer or music box but not the human eye. The tapestry’s complex weaves are playable as sound which, when played slowly, turns into music. And likewise, Hanne Raffnsøe’s lullaby can be played from the weaving structures of 33 baby rugs put together, not from the humanly readable signs such as colour, motive, etc.

The communal process has therefore created a point of departure for further experimentation. The artists concluded that loom and the song do have a common language – a binary code which can be rendered graphically as black squares on white paper. If such a code is read by Lise Frølund and Hanne Raffnsøe’s respective media – a loom and a music player – it becomes a piece of textile or a sequence of sound. What might another media produce from the same code? Or if the code is distorted? Or the ink runs? There are many possible paths to follow in experiments to come.

The openness which started this process therefore continues to be its defining principle. For as Gadamer contends, an authentic dialogue is one which fundamentally changes each participant:

“To reach an understanding with one’s partner in a dialogue is not merely a matter of total self-expression and the successful assertion of one’s own point of view, but a transformation into a communion, in which we do not remain who we were.”

Dr. Gro Frølund

All quotes from Hans-Georg Gadamer. Truth and Method. Trans. Joel Weinsheimer and Donald G. Marshall. Second revised edition. New York: Continuum, 1994.

 

 

vaevelul1

Vævelul. Foto Ole Akhøj

vaevelul2

Vævelul. Foto Ole Akhøj

vaevelul3

Vævelul. Foto Ole Akhøj

vaevelul5

Vævelul. Foto Ole Akhøj

vaevelul6

Vævelul. Foto Ole Akhøj